Jeg vil følge mit hjerte
og støtte andre i
at følge deres
Om at miste - og finde sig selv igen.
Vi bliver formet af godt som skidt her i livet - og der er ingen af os, der undgår at slå sig. Det kan sætte sig i krop og sind som sår/ar, kropslige-emotionelle erfaringer, betingede reflekser og mere eller mindre hensigtsmæssige overbevisniger mv. Vi har hver vores historie, og jeg har altid interesseret mig for netop det: Den personlige historie og udviklingsrejse - og de relationelle mønstre, vi indgår i.
​
Jeg har selv mistet fodfæste nogle gange i livet, og det har gerne udløst - eller været i forbindelse med nogle større vendepunkter.
​
Da jeg var midt i 20'erne, var jeg f.eks. gennem en større nedtur, der bl.a. omfattede stofskiftesygdom og invaliderende angst, men jeg havde modstand på at lade mig medicinere og fandt i stedet frem til en helhedsterapiplan (med en god venindes hjælp) , der bestod af en kombination af akupunktur, psykoterapi, yoga, urter og kostændringer. Det var en holistisk og "eklektisk" tilgang, som passede til mig, og som jeg selv tog ansvar for. - Det er i sidste ende altid vores eget ansvar! Men jeg kunne ikke have klaret det alene og uden de hjælpere, som jeg heldigvis ret hurtigt fandt frem til (efter fravalg af nogle fagpersoner, der ikke var de rigtige for mig).
Mine valg af professionelle hjælpere faldt på en fantastisk kinesiske akupunktør med Østens visdom integreret i sin praksis og en god psykoterapeut, der bl.a. lærte mig at komme ud af mine flugtmønstre (op i hovedet) - og ned i min krop.
​
Det virkede! Og jeg fandt mit fodfæste igen (et nyt og bedre sted) og slap for at tage den stofskiftemedicin resten af livet, som speciallægerne i endokrinologi ellers havde stillet mig i udsigt.
... Og så kørte det hele egentligt meget godt igen... og den ene dag tog den anden, og det ene år tog det andet med nye både gode og mindre gode oplevelser, decideret traumatiske oplevelser, stolte momenter og store milepæle - og efterhånden smuttede mange af de gode vaner og praksisser i svinget og ubearbejdede følelser hobede sig igen op i mit system.
​
Det var en travl hverdag på en arbejdsplads med et toksisk arbejdsmiljø, der endte med at gøre udslaget - og fik min kloge krop til af sige fra! Og ja, set i bagklogskabens lys skulle jeg selvfølgelig være gået derfra noget før!
Så i mine tidlige 40'ere blev jeg sygemeldt med arbejdspladsrelateret stress og kort efter, fik jeg oven i hatten en hjernerystelse med ganske ubehagelige fysiske og kognitive senfølger (Post Commotio Syndrome). Mine symptomer var bl.a.
synsproblemer, konstant hovedpine, diverse kognetive udfordringer, intense migræneanfald, tinitus, lys- og lydfølsomhed, svimmelhed, et fuldstændigt flagrende nervesystem og hjerte-arytmier. Jeg havde det så dårligt, at jeg faktisk næsten ikke kunne holde ud at være til, og oplevelsen af at blive en del af "systemet" (med alt hvad det indebar) og komme på ressourceforløbsydelse gjorde det bestemt ikke bedre.
Min søgen efter helbredelse blev starten på genoptagelsen af tidligere erfaringer og nye indsigter om sammenhængen mellem min livshistorie, krop, sind og sjæl - og det førte også til, at jeg kunne melde mig ud af "systemet" igen og derefter valgte at videreuddanne mig til traumeforløsende psykoterapeut sideløbende med mit arbejde som freelance kunstner, forfatter og dokumentarist. .
​
At blive psykoterapeut har været den fedeste gave til mig selv, og så gør det mig uendeligt glad, at jeg kan bruge både mine personlige erfaringer og uddannelse(r) til også at støtte andre i deres personlige skabelses - og HEaLingsprocesser.
